Laurits Tuxens maleri "Hagar & Ismail"

Fyrste- og Skagensmaleren Laurits Tuxens store maleri ”Hagar & Ismail” hænger normalt i menighedssalen i Solbjerg Kirke på Frederiksberg. Fra 21. maj til 24. oktober 2021 var det udlånt til Nymindegab Museum, som viste særudstillingen ”Tuxen – helt privat”. Udlånet fik menighedsrådet til at undersøge, hvordan maleriet var havnet i Solbjerg Kirke.

Den 26-årige maler Laurits Tuxen ankommer i 1879 til Nymindegab ved Ringkøbing Fjord og bliver begejstret for den vilde natur og det lokale slidsomme liv ved havet, som han skildrer i flere fine malerier. Han vender tilbage til Nymindegab flere gange, og flere malere følger i årene efter i Tuxens fodspor til Nymindegab. En udstilling af Tuxens og disse maleres værker udgør en permanent udstilling på Nymindegab Museum. I sommeren 2021 bliver den permanente udstilling suppleret med en særudstilling med titlen ”Tuxen – helt privat”.

Museet i Nymindegab har til udstillingen fået lov at låne en privatejet en lille skitse til ”Hagar & Ismail”, og museet retter i januar 2021 en forespørgsel til menighedsrådet ved Solbjerg Kirke, idet de gerne vil låne det færdige store maleri med samme titel. Menighedsrådet siger ja, og så kommer alle spørgsmålene: Hvordan er ”Hagar & Ismail” havnet i Solbjerg Kirke – og hvornår? Hvordan var relationen mellem Solbjerg Kirke og Tuxen? Hvad mon det har kostet?

Både nuværende og tidligere ansatte og menighedsrådsmedlemmer bliver kontaktet, men ingen kendte rigtig noget til historien. Den eneste ledetråd var, at maleriet er signeret ”L. Tuxen 1892”. Da kirken er fra 1908, er maleriet altså hverken et bestillingsarbejde eller malet specielt til kirken.

Atelieret på Vodroffsvej og bryllup i Rebecq

Laurits Tuxen (1853-1927) bor som ung maler en tid hos sine forældre i den store villa på Vodroffsvej 10 på Frederiksberg. I 1882 bliver der bygget et atelier til ham i haven ud til Svineryggen, og både atelier og villa er i dag fredede. Flere af Tuxens skitser og forstudier til flere af fyrstemalerierne er udført i atelieret på Vodroffsvej. Men ”Hagar & Ismail” fra 1892 er ikke malet her, for Tuxen forlader Danmark i 1884.

I vinteren 1884-85 tager Tuxen på studietur til Paris, og samme år bliver han forlovet med den unge belgiske kvinde Ursule de Baisieux fra landsbyen Rebecq i nærheden af Bruxelles. Der er bryllup i Rebecq i 1886, hvorefter det nygifte par flytter til Paris. Herfra vender parret dog tilbage til Rebecq i 1889, hvor de slår sig ned nogle år. Tuxen foretager i november 1888 en tre måneder lang studierejse til Ægypten. Ursule skulle have været med, men hun bliver hjemme i Rebecq på grund af en ufrivillig abort.

Rejsen til Palæstina

I 1890 får Tuxen et rejselegat, og han og Ursule beslutter sig for sammen at bruge det til en rejse til Palæstina i foråret og sommeren 1891. I Tuxens egen levnedsskildring fortæller han om turen:

”Over Middelhavet med de gyldne kyster kom vi ind til Alexandria, omsværmede af skrålende arabere i hvide både, under hvilke søen antog en uforlignelig smaragdgrøn farve”.

Fra Alexandria tager de til Port Said, som de oplever som helvede på jord:

”Helvede paa Jorden er den bedste Betegnelse man kan give dette Sted. Der tog vi kul. Under en hvidgul himmel rendte rækker af sværtede skikkelser med kulsække på ryggen over de lange broer, som forbandt skibet med land. Alt indhyllet i skyer af kulstøv. Det som man ved Landgangen saa i Boder og Butikker, gjorde sit til at fæstne det Indtryk af Stedet som noget udenfor Lands Lov og Ret, hvor alle Laster trives”.

Det er derfor med blandede følelser, at Tuxen og Ursule bliver sat i land i Jaffa på ”Det Forjættede Lands” jord. Det bliver tilmed også en blandet oplevelse, idet konflikterne i området allerede dengang var tydelige. Betagelsen af at være på de bibelske steder blandes med skuffelsen over strid og kiv, som de oplever alle vegne.

I Jerusalem får de husly i et franciskanerkloster, som Tuxen bemærker det med en ”… fortræffelig forplejning – vel at mærke indtil den stille uge begyndte, for da blev Fasten vel streng”. Det resulterer i, at Tuxen bliver syg og må til ”køjs”. De besøger de hellige steder Oliebjerget, Gethsemane Have og Grædemuren, hvor der ”stod en række kaftanklædte jøder stod og jamrede i sorg over deres tabte helligdomme, medens engelske misser uden blu stak deres Kodakker lige op under næsen på de sørgende”.

Fra Jerusalem tager de ind i landet, hvor naturen og folkelivet inspirerer Tuxen til hele tiden at koble oplevelserne til de bibelske fortællinger:

”For øvrigt er Forholdet et andet, naar Talen er om Bibelens poetiske Fortællinger og Jødefolkets Historie. Her kan man ikke andet end inspireres af Natur og Folkeliv i disse egne. Saaledes har jeg set den skønneste unge Salomon, lige til at sætte ind i Højsangen, i Skikkelse af en ung Hyrde lænet op mod et Gærde, Armene bredt ud over Staven, der hvilede på Skuldrene”, skriver Tuxen i sine erindringer.

Mens de opholder sig i Jordandalen, får Tuxen en fast vane med hver dag at ride ud for at male og for at finde modeller blandt de lokale, og her møder han sin Hagar:

”Om Formiddagen havde jeg en ung Araberkvinde, som stod Model for mig til en Hagar. Hun havde et lille Barn, som vi ikke turde lade blive i den brændende Sol, og derfor anbragte under Malerparasollen, men det førte rigtignok til, at det regnede ned fra min Pande ned paa Paletten.”

Tuxen får således lavet en skitse til ”Hagar & Ismail” på rejsen til Palæstina i 1891. Skitsen tager han med hjem, da de rejser tilbage til deres sommerkvarter hos svigerforældrene i Rebecq, og slutter beskrivelsen af Palæstina-rejsen på denne måde:

”Her søgte jeg at frugtbargøre min Palæstina Rejse gennem et Par større Billeder, hvoraf et, Hagar og Ismaël, figurerede på Salonen det følgende Aar og til sidst havnede i Solbjerg Kirke på Frederiksberg”.

”Hagar & Ismail” kommer til Solbjerg Kirke

Den omtalte skitse til ”Hagar & Ismail” er den, som sammen med Solbjerg Kirkes ”Hagar & Ismail” er udstillet i Nymindegab i sommeren 2021. Den måler 34 x 26 cm og er omtalt i Lise Svanholms bog med værkfortegnelsens nr. 426. Et andet forarbejde til det store maleri har samme titel og er også omtalt i værkfortegnelse som nr. 404. Det måler 128 x 105 cm og har ifølge Svanholm været udstillet mange steder, blandt andet på Salonen i 1892 og på Tuxens separatudstilling i 1913 med katalognummer 95. Kataloget fortæller, at prisen var 800 kr. Om både den store skitse og det store maleri har været udstillet på Salonen er tvivlsomt; Tuxen og Svanholm har næppe begge ret.

Hvad der sker med Solbjerg Kirkes ”Hagar & Ismail” fra Tuxen maler det i 1892 og til det havner i Solbjerg Kirke, ved vi ikke. Måske har det store maleri bare stået og fyldt op og samlet støv i Tuxens atelier. Men i 1917, 25 år efter dets tilblivelse, omtaler Tuxen det i sine notesbøger, hvor han skriver:

”Paaskedag 8. april. Solbjerg Kirke. Frokost Mich. Brøndsted etc. Senere besøg af Saltoft. Hørte en del om den russiske revolution etc. fra begge. Saltoft havde overværet den og hørt Geværkugler hvæse i Sneen.”

Og i februar 1918 er der yderligere to interessante notater:

”8. Februar… Menighedsraadet fra Solbjerg saa paa min Hagar & Ismail, Billedet, som de gerne vil have derud”

”11. Februar ude at prøve billedet Hagar & Ismail i Solbjerg Kirke; de vil gerne have det 3000 kr.”

Så nu ved vi, at ”Hagar & Ismail” kommer til Solbjerg Kirke i februar 1918, og at prisen er 3000 kr.

Samfundsrådet er køber af maleriet

Det er imidlertid ikke, som Tuxen skriver, menighedsrådet ved Solbjerg Kirke, der køber hans maleri. Det er derimod Samfundsrådet ved Solbjerg Kirke. I Solbjerg sogns arkivalier på Rigsarkivet finder man nemlig ”Forhandlingsprotokol for Samfundsrådet, 1912-1920”, og i referatet af mødet i Samfundsrådet 7. december 1917 kan man læse følgende:

”Det overdroges professor Andersen, Dir. Borgen og formanden at se på et maleri ”Hagar og Ism.” af prof. Tuxen og evt. købe det for 2.800 Kr. (dets ansatte værdi er 6.000 kr.)”

Fra Tuxens egne notater ved vi allerede, at prisen ender på 3000 kr. Men det er stadig halv pris i forhold til den ansatte værdi på 6000 kr. 25 års opmagasinering gør åbenbart noget ved prisen.

En sidste notits om ”Hagar & Ismail” finder vi i Samfundsrådets mødereferat fra 4. juni 1918:

”Tuxens Billede (Hagar og Ismael) erklæres for at tilhøre S.R. (ikke Kirken).”

”S.R.” må antages at være en forkortelse af Samfundsrådet. Hvis dette betyder, at Samfundsrådet har ejet maleriet, må vi formode, at ejerskabet er overgået til kirken senest i forbindelse med, at Frederiksberg Kirkefond lukker i 2007.

”Menighedsråd ved ikke altid, hvad der er bedst”

Som afslutning på historien om Hagar & Ismail skriver Lise Svanholm i sin bog en lidt ”krads” kommentar til Solbjerg Kirkes overtagelse af Tuxens store maleri:

””Hagar og Ismail” havde Tuxen fundet motivet til under sit ophold i Palæstina i 1891. Blot ved at se en ung pige med en dreng ved hånden på vej til vandbrønden, var han kommet til at tænke på legenden fra Det Gamle Testamente, der beretter om Abrahams medhustru, Hagar. Efter at hun havde født Ismail, blev hun – på Saras befaling – drevet ud i ørknen med barnet. Med dette motiv i tankerne fik han drengen og pigen til at stå model til en lille skitse, som blev bearbejdet ved hjemkomsten og senere malet op på et lærred på størrelse med en altertavle. Han fik billedet afsat til den nyopførte Solbjerg Kirke på Frederiksberg, men det blev Frants Schwartz’ ”Kristus og den samaritanske Kvinde”, der blev placeret over alteret. Menighedsråd ved ikke altid, hvad der er bedst. Siden har også dette billede måttet vige pladsen, hvorimod Tuxens den dag i dag hænger i menighedsrådssalen, og Schwartz’ er lagt på loftet”.

Efterskrift

Efter en brand forårsaget af en ulmende adventskrans fjerde søndag i advent 1980 og en efterfølgende større renovering af kirken har maleren Bodil Kaalunds alterbillede ”Kristi Himmelfart” siden 1984 prydet altervæggen til stor glæde for menigheden og andre besøgende i Solbjerg Kirke. Ved branden blev Frans Schwartz’ ”Kristus og den samaritanske kvinde” noget medtaget, og sværtet af røg blev det lagt på loftet. Der har været gjort forsøg på at overdrage billedet til en interesseret menighed i Minnesota i USA. Men kirkekunst kan ikke bare sendes ud af landet. Menighedsrådet arbejder fortsat på at finde en bedre placering af ”Kristus og den samaritanske kvinde” end pladsen på loftet i Solbjerg Kirke.

Tuxens ”Hagar & Ismail” vendte sidst i oktober 2021 tilbage til menighedssalen fra udstillingen i Nymindegab, og er nu blevet forsynet med spotlys, så billedet kommer til sin fulde ret.

Printvenlig udgave

Historien om Laurits Tuxens maleri "Hagar & Ismail" i menighedssalen i Solbjerg Kirke (PDF)

Litteratur

    • Abrahamsen, Marianne: Tuxens breve – mellem kunst og kærlighed. Frydenlund, 2020
    • Bibelen om ”Hagar og Ismail”: Det Gamle Testamente, 1. Mosebog, kapitel 16, 17, 21 og 25 v. 12-18
    • Bøgh, Nikolaj: 100 Historier fra Frederiksberg. Lindhardt & Ringhof, 2019
    • Solbjerg Kirke: ”Forhandlingsprotokol for Samfundsrådet, 1912-1920” i Solbjerg sogns arkivalier på Rigsarkivet.
    • Svanholm, Lise: Laurits Tuxen: Europas sidste fyrstemaler. En monografi. Gyldendal, 1990
    • Tuxen, Laurits: En Malers Arbejde gennem Tredsindstyve Aar fortalt af Ham Selv. Jespersen og Pios Forlag, København, 1928.
    • Udstillingskatalog: Professor Lauritz Tuxens Udstilling af Malerier og Studier, 26. januar – 10. februar 1913. Udstillingskatalog, separatudstilling. Vald. Kleis’ Lokaler, Vesterbrogade 58, Kbh.