Kirkens historie

Indtil 1897 er Frederiksberg Kirke den eneste kirke på Frederiksberg. Den første kirke på Frederiksberg opføres omkring 1650 til de hollændere, som under Christian den 4. bosættes i Ny Hollænderby langs den nuværende Allégade. Men den forfalder og brænder og bliver i 1734 erstattet af den nuværende Frederiksberg Kirke på hjørnet af Pile Allé og Frederiksberg Allé.

I 1858 bliver Frederiksberg en selvstændig kommune, og i den sidste halvdel af århundredet sker der en eksplosiv vækst i antallet af boliger og erhvervsejendomme og dermed også borgere i kommunen. Alene fra 1890 til 1900 stiger befolkningstallet fra 47.000 til 73.900.

Bedesalen på Chr. Winthers Vej

Det voksende befolkningstal betyder, at der løbende opføres nye skoler. Men det er først i slutningen af 1800-tallet, at man tager fat på at opføre nye sognekirker. En lille kreds af kvinder i Frederiksberg sogn får dog i 1892 udskilt et distrikt og ansat en præst til at prædike i en nedlagt gymnastiksal på Chr. Winthers Vej. Her bliver Frederiksberg-præsten Harald Ostenfeld ansat til at prædike i det, der kommer til at hedde Bedesalen på Chr. Winthers Vej.

Bedesalen på Chr. Winthers Vej

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bedesalen har tidligere været gymnastiksal for en højskole og senere hjemsted for en valgmenighed. Det fortælles om bedesalen, at den ikke havde en kirkeklokke, og at den lå så skjult, at den var svær at finde. Det fortælles også, at man søndag morgen meget tidligt kunne se en ung mand styre med raske skridt mode Bedesalen. Det var præsten (Ostenfeld), som inden gudstjenesten skulle ned og lufte røgen ud og se, om der skulle fyres op i kakkelovnen.

I dag er Bedesalen revet ned og grunden på Chr. Winthers Vej 4 udstykket i flere parceller. På den ene af parcellerne ligger i dag den ene af Solbjerg kirkes to præsteboliger.

Harald Ostenfeld indsættes i Bedesalen af Frederiksberg-præsten pastor Glahn, som også er ham, der lægger planen om at dele Frederiksberg sogn i fire sogne og rejse tre nye kirker.

Og herefter går det stærkt med kirkebyggeriet på Frederiksberg. Sankt Lukas kirke opføres som den første af de tre nye kirker i 1896-97. Allerede da den står færdig, er man begyndt på Sankt Thomas Kirke 1896-98. Og kort efter i 1900-02 bliver Sankt Markus kirke opført.

Kort efter indvielsen af Sankt Lukas kirke opretter menigheden en fond til opførelse af en hjælpekirke. Man er klar over, at sognet allerede fra begyndelsen er på vej til at blive for stort.

 ”Når St Lukas og Frederiksberg sogne slog sig sammen og hver afgav et stykke, ville sognene blive af en rimeligere størrelse”, fortæller pastor Harald Ostenfeld i jubilæumsskriftet Menighedsliv for St. Lukas og Solbjerg sogne. ”Frederiksberg menighedsråd stillede sig i begyndelsen tvivlende over for sagen, men gik til sidst med på den udtrykkelige betingelse, at jeg ville love at overtage det nye sogn, hvad oprindelig slet ikke havde været min tanke”.

Kirkesagen på Frederiksberg

Pengene til Solbjerg Kirke kommer ligesom pengene til Sankt Thomas og Sankt Markus kirke fra private indsamlinger blandt befolkningen på Frederiksberg. Indsamlingerne er organiseret af Den frederiksbergske Kirkesag (Frederiksberg Kirkefond), som adskiller sig fra Københavns Kirkefond ved, at opbakningen fra sognets præster og fra kommunale myndigheder er stærkere på Frederiksberg. Befolkningen på Frederiksberg er bedre økonomisk stillet end befolkningen i de fleste sogne i København, og man er villige til at betale for opførelsen af nye kirker uden tilskud fra det offentlige eller fra landsindsamlinger. Det siges også, at kirkerne straks efter opførelsen overgår til selveje, hvorved det folkekirkelige præg undgår at komme i farezonen.

Harald Ostenfeld bliver ansat til at stå i spidsen for kirkesagen på Frederiksberg og at få bygget kirker nok. Og for Ostenfeld er det vigtigt, at kirkerne skal være for alle. Der skal ikke være et skel mellem ”de troende og de andre”. Derved kommer kirkesagen på Frederiksberg til at udvikle sig anderledes end i København, hvor Københavns Kirkefond står for byggeriet, og hvor sigtet er at bygge missionshuse.

Solbjerg kirke og hospitalsgrunden

Solbjerg sogn bliver altså udskilt fra Sankt Lukas og Frederiksberg sogne i 1908, og kirken bliver bygget på en grund skænket af kommunen på den nedlagte hospitalsgrund på den daværende Lampevej. Hospitalet fra 1863 er i 1903 flyttet til Nordre Fasanvej og lagt sammen med Københavns Amts sygehus, og hospitalsgrunden på Lampevej giver dermed plads til nybyggeri.

Solbjerg Kirke opføres som det første på hospitalsgrunden, og i 1915 afholder kommunen en arkitektkonkurrence om opførelse af en politistation og en brandstation. 

Vinderen bliver Hack Kampmann, der 1918-19 opfører politistationen med gavl ud til Howitzvej. Brandstationen bliver udskudt, men Kampmann kommer i stedet til at stå for opførelsen af domhuset bag Solbjerg Kirke. Det står færdigt i 1921. Brandstationen bliver først færdiggjort i 1931-32 i princippet som projekteret af Kampmann, som dog er død i 1920.

Om oprindelsen til Solbjerg kirkes navn fortæller Kristoffer Varming:

”Lidt vesten for den nuværende Allégade på Frederiksberg lå landsbyen Solbjerg. 1370 blev den af kong Valdemar I skænket til biskop Absalon, og derved kom den under Roskilde bispestol. Solbjerg by afbrændte 1620; dens jorder blev købt af Christian IV og lagt sammen med forskelligt andet jordegods til en ”Ladegaard”, og hermed forsvandt navnet Solbjerg. Der var derfor god mening i at genoptage det gamle navn, da der omtrent samme sted, hvor byen lå, skulle bygges en kirke og oprettes et nyt sogn”.

Beskeden byggesum

Byggesummen for Solbjerg Kirke bliver 82.000 kr., og det er en meget beskeden sum ifølge kirkens arkitekt Kristoffer Varming:

”I forhold til de forlangte antal siddepladser, rum i menighedshuset o. s. v. var den opgivne byggesum, 82.000 kr., så beskeden, at der måtte bygges med den største grad af sparsommelighed. Der kunne vel være de architekter, der af idealistiske grunde vilde afvise en sådan opgave som værende uforenelig med de krav, bygningskunsten må stille til en kirke. Men det er sikkert et forkert standpunkt, såvist som udviklingen netop går i retning af ”billige” kirker, og architekterne har naturligvis den pligt også at gøre sig til tjenere for denne vigtige fordring – ligesåvel her som ved borgerligt byggeri, hvor den jo så godt som altid er til stede. Det lykkedes at gennemføre byggeriet omtrentlig for den bestemte sum, hvilket dog kun blev muligt ved en del gaver og derved, at håndværkerne formodentlig reducerede deres fordringer til fortjeneste. Ved normal beregning måtte summen sikkert sættes til 90.000 kr.”.

Et rektangulært langhus med indbygget tårn

Solbjerg Kirke er bygget i røde mursten med tegltag. Det er et rektangulært langhus med et tårn indbygget mod vest. Mod syd er der en tværfløj med menighedslokaler og kontor. Stilen er middelalderlig blandet med en slags baltisk barok. Tårnet er 36 m højt og har et firesidet tag med et lille spir.

Hovedindgangen til kirken er indrammet af en granit- og sandstensportal. Kirkerummet har oprindelig 600 siddepladser, idet det fra begyndelsen er udstyret med to sidepulpiturer. Loftet er tøndehvælvet, og kirkerummet har døre direkte til menighedssalen. Vinduerne er store og rundbuede.

I korgavlen er der oprindeligt et rundt glasmaleri af Axel Hou: ”Kristus med kalken”. Et trækors over alterbordet og sandstens-døbefonten udformet af Anders Bundgaard, er de eneste udsmykninger ved indvielsen af kirken i 1908.

I mange år stod der til højre for alteret en gipsfigur, ”Kristus med korset”, udført af kunstneren Andreas Poulsen i 1880. Omkring 1980 blev figuren foræret bort til kirkegården i Nykøbing Sjælland.

Alterkorset bliver senere udskiftet med et alterbillede af Frans Schwartz med titlen ”Jesus og den samaritanske kvinde”.

Belysningen i kirken er i begyndelsen sparsom, og med de to pulpiturer og mørkbejdsede bænke, stole og paneler virker kirkerummet lidt dystert.

Pulpiturerne bliver taget ned i 1977, samtidig med at kirken får nyt orgel. En brand i en adventskrans fjerde søndag i advent 1980 ødelægger kirkerummet, som herefter bliver renoveret og får nyt interiør. Prædikestol, alterbord, knæfald og belysning bliver fornyet af arkitekten Gustav Valentiner. Kirkebænke og træværk bliver malet i lyse farver. Og Bodil Kaalund maler i 1981-83 et nyt alterbillede, ”Kristi Himmelfart”, og otte billeder til vinduesfelterne, som er blevet synlige ved nedtagningen af pulpiturerne. Alterbilledet bliver indviet ved kirkens 75-års fødselsdag 8. juni 1983.

I 2007 lægges nyt gulv med gulvvarme i kirkerummet, og Gustav Valentiners prædikestol fra 1980 udskiftes med den nuværende prædikestol. Den bliver i 2013 udsmykket med Susanne Changs indvielseskors, og der ophænges samtidig et nyt krucifiks til udskiftning af det gamle. Sidste fornyelse i kirkerummet er opsætningen af Susanne Changs due over prædikestolens himmel i 2022.

Printvenlig udgave

Solbjerg Kirkes historie (PDF)

Litteratur

    • Bro, Henning og Helga Mohr: Frederiksberg Kommune 1858-2008. Historisk-topografisk Selskab for Frede-riksberg, 2008.
    • Frederiksberg gennem 300 Aar, 1651-1951. Et billedværk af Mogens Lebech og Niels Maare. Historisk-topo-grafisk Selskab for Frederiksberg, 1951.
    • Kirkerne på Frederiksberg, 2020. En fotobog til inspiration. Udgivet af Frederiksberg Provsti.
    • Koch, Hans: Minder fra Solbjerg (?)
    • Menighedsliv gennem Fem og Tyve Aar. Udgivet af St. Lukas og Solbjerg Menigheder. København, 1918
    • Rald, N.J.: Set fra Smallegade. Erindringsglimt og betragtninger. 1956
    • Solbjerg Kirke. 8. juni 1908 – 1983. Udsendt af Solbjerg Kirke i forbindelse med kirkens 75-års jubilæum den 8. juni 1983.
    • Solbjerg Kirke. Hæfte, 1989.
    • Solbjerg Kirke, 1908 – 2008. Udgivet af Solbjerg Kirke 2008.
    • Storbyens virkeliggjorte længsler. Kirkerne i København og Frederiksberg 1860-1940. Red.: Anne-Mette Gravgaard. 2001.
    • Warming, K.: Solbjerg Kirke. I: Architekten, Meddelelser fra Akademisk Architektforening, 10. Aarg., no. 45, 8. august 1908, s. 501-506.