Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Kulturnat 2021: Hemmeligheder på slottet

Frederiksberg Slot -

Fredag d. 15. oktober kl. 18-24

I 1770 indledte dronning Caroline Mathilde og kongens livlæge Johann Friedrich Struensee et kærlighedsforhold bag om ryggen på Christian den 7. Vigtige scener i det kongelige trekantsdrama udspillede sig på Frederiksberg Slot, hvor man bl.a. stadig kan se marmorbadeværelset, der var de elskendes mødested.
Folkekirken på Frederiksberg og Hærens Officersskole fortæller historien om Caroline Mathilde og Struensee i de sale, hvor dramaet udspillede sig:
Kl. 19.00 og kl. 21.00 kan du opleve skuespil i Riddersalen med Kristine Nørgaard i rollen som Caroline Mathilde og Brian Hjulmann som Struensee. Mød også tegner Karoline Stjernfelt, der fortæller om sin anmelderroste tegneserie-trilogi ”I morgen bliver bedre”, der gengiver det royale 1700-talsdrama, og kom til gudstjeneste i Slotskirken med præsterne Martin Elvstrøm-Vieth og Lars Danner Madsen.
Der er også en unik mulighed for at komme på rundvisning på slottet og se marmorbadeværelset, spise aftensmad i kantinen og besøge kadetbaren. De besøgende modtages af slottets kadetter og Hjemmeværnets Musikkorps Roskilde og i slotsgården møder du udklædte børn fra Frederiksberg Sogns dramagruppe.

Alle aktiviteter

Alle aktiviteter